Vind og kalksten på Inishmore

Photo: Wikimedia Commons

Færgen fra Rossaveel lugter normalt af en blanding af dieselos og våd uld. Når du når halvvejs i Galway Bay, kaster Atlanterhavet som regel nok gråt vand over stævnen til, at dagsturisterne fortryder den tredje pint Guinness fra aftenen før. Jeg trådte af båden med salt i øjenvipperne og et desperat behov for en cykel uden en pibende kæde. Inishmore handler ikke om komfort; det handler om Europas rå, takkede kant, hvor landet bare har besluttet sig for at stoppe. Hvis du leder efter en velplejet græsplæne og et cocktailkort, så bliv på fastlandet.

Hvor landet slipper op

Inishmore er en gigantisk plade af kalksten smidt midt i havet. Den er grå, flad og gennemskåret af tusindvis af kilometer stendiger, der ligner et kæmpe edderkoppespind fra luften. Atmosfæren er tyk af lugten af brændende tørv og rådnende tang. Folk her taler irsk som modersmål, men de skifter til engelsk for at fortælle dig, hvilken vej vinden blæser.

Denne ø er for folk, der kan lide følelsen af grus mellem tænderne og mudder på støvlerne. Det er for vandrere, der ikke har noget imod lidt regn, og cyklister, der kan håndtere en modvind, der føles som en fysisk mur. Hvis du har brug for et femstjernet hotel eller et indkøbscenter for at føle, at du holder ferie, vil du hade det her. Her er ingen resorts. Ingen spa. Kun klippen og havet.

Når Atlanterhavet opfører sig ordentligt

Det bedste tidspunkt at ramme Inishmore er maj eller juni. De vilde blomster titter frem i kalkstensrevnerne, og solen kigger faktisk frem. Dagene er lange, hvilket giver dig masser af lys til at udforske den fjerne ende af øen uden at bekymre dig om at blive væk i mørket.

Juli og august bringer horderne. Færgerne dumper hundredvis af dagsturister i Kilronan hver morgen, og hovedvejen bliver et kaotisk rod af slingrende cykler og hestevogne. Hvis du kommer der, så bliv natten over, så du kan have det hele for dig selv, når den sidste båd sejler klokken 17:00. Vinteren er et helt andet bæst. Det meste lukker ned, vinden hyler højt nok til at ryste vinduerne, og havet bliver rasende. Det er fantastisk til ensomhed, men du må hellere medbringe en meget tyk frakke og en masse bøger.

Klipper og koldt vand

Dún Aonghasa er det store trækplaster, og med god grund. Det er et forhistorisk stenfort placeret lige på kanten af et 90 meter lodret fald ned i Atlanterhavet. Der er ingen sikkerhedsgelændere. Hvis du er dum nok til at gå for tæt på kanten, når et vindstød rammer, er det dit eget problem. Den enorme skala af kalkstensklipperne her får alt andet til at føles småt.

Og så er der Poll na bPéist, ofte kaldet Worm Hole. Det er en naturligt skabt rektangulær pool, der ser ud som om, nogen har skåret den ud med en laser. At komme dertil kræver en hård klatretur over takkede klipper, så lad være med at prøve i klipklappere. Hvis tidevandet er rigtigt, bruser vandet ind og ud af det som en kæmpe lunge. For en pause fra den grå sten har Kilmurvey Beach hvidt sand og vand, der ser tropisk ud, men føles som flydende is. Hop i, hvis du vil miste følelsen i dine lemmer i en times tid.

Vejen til klippen

De fleste tager færgen fra Rossaveel, ca. en times kørsel fra Galway by. Der kører shuttlebusser fra byen til molen. Overfarten tager omkring 40 minutter. Hvis du kommer fra County Clare, kan du tage en båd fra Doolin, men vær advaret: det stykke vand er berygtet for at gøre folk søsyge.

Hvis du har lidt flere penge og hader både, flyver Aer Arann med små propelfly fra Connemara Airport. Det er en flyvetur på ti minutter og giver dig et overblik over øens net af stendiger, som du ikke kan få på andre måder. Det er hurtigt, larmende og meget sjovere end færgen.

To hjul eller to ben

Overvej ikke engang at medbringe en bil. Øen er lille, vejene er smalle, og halvdelen af charmen er at fare vild på en grusvej. Så snart du træder af færgen i Kilronan, vil du se rækker af cykeludlejninger. Vælg en mountainbike med ordentlige dæk; vejene er fulde af løst grus og huller.

Der kører en lokal bus i ring på øen, hvilket er fint, hvis det øser ned, men du går glip af de bedste stykker. Vandring er den bedste måde at se de mindre ruiner og sælkolonierne, der slapper af på klipperne nær nordkysten. Pas bare på, hvor du træder; kalksten er glat, når den er våd, og sprækkerne mellem klipperne er dybe nok til at knække en ankel.

Her smider du rygsækken

Kilronan er hovedbyen, og det er her, de fleste bor. Det er tæt på pubberne og øens eneste supermarked. Det er praktisk, men det kan føles lidt proppet i løbet af dagen. For noget mere roligt, så led efter en B&B eller et hostel længere mod vest mod Kilmurvey.

At bo i den vestlige ende betyder, at du vågner til lyden af havet i stedet for larmen fra færgeleveringer. Det er mørkere, mere stille og føles meget mere som verdens ende. Der er også en glampingplads nær stranden, hvis du vil lade som om, du lever primitivt, mens du stadig har en rigtig seng.

Pints og frisk fangst

Maden på Inishmore er simpel. Forvent masser af fish and chips, muslinger og tyk seafood chowder. Joe Watty’s in Kilronan er stedet for et solidt måltid og livemusik. Guinness smager bedre her end i London eller New York, mest fordi den ikke har rejst særlig langt, og luften er mere salt.

Forvent at betale omkring 15 til 20 euro for en ordentlig hovedret. Det er ikke billigt, men det er intet på en ø nogensinde. Vandet i hanen kan drikkes, selvom det kan have en snert af tørv. Nattelivet er centreret omkring pubberne. Der er ingen klubber, bare folk der sidder på træbænke og taler højlydt over violiner og fløjter.

Overlevelse og forbindelse

Kontanter er stadig det vigtigste på de mindre steder. Der er en hæveautomat i Kilronan, men den har for vane at løbe tør for penge eller bryde sammen i travle weekender. Hav nok euro på dig til at klare dig i et par dage.

Mobilsignalet er overraskende godt på det meste af øen, selvom det falder ud, når du er inde under klipperne. De fleste pubber og hostels har wi-fi, men forvent ikke lynhurtigt fiberbredbånd. Lokale butikker lukker normalt tidligt, omkring kl. 18:00, så køb dine snacks og forsyninger, før solen går ned. Hvis du kommer i problemer, ligger den lokale lægeklinik i Kilronan, men ved noget alvorligt skal de flyve dig til fastlandet.

Undgå minibusserne

Den største fejl, folk begår, er at følge minibus-turene. De tager alle til de samme tre steder på samme tid. Mens alle andre maser sig sammen ved indgangen til Dún Aonghasa ved middagstid, så find Seven Churches i den fjerne ende af øen. Det er en samling af klosterruiner og gamle højkors, hvor der normalt er nul mennesker.

Et andet tip: Undgå hovedvejen tilbage til havnen. Tag den lave vej langs kysten. Du kommer forbi sælkolonien og ser de gamle skibsvrag, der ruster op på bredden. Det tager længere tid, men du slipper for at undvige udlejningscykler og hestemøg hvert femte sekund. Inishmore er bedst, når du står på en klippeplade med intet andet end vinden som selskab. Fokusér på de stille hjørner, og øen vil vise dig, hvorfor folk har klamret sig til denne klippe i tusindvis af år.