Flores ved Europas kant

Lugten af våd tørv og salt ramte mig i det øjeblik, SATA Dash 8-turbopropflyet satte hjulene på den korte bane i Santa Cruz. Her findes ingen filtreret luft. Man træder ud af flyet og mærker straks tyngden af fugten fra Atlanten. Mine støvler var stadig mudrede efter en uge på São Jorge, og inden for ti minutters gang mod den lille terminal blev en let støvregn til et vandret skybrud. Det er Flores i en nøddeskal. Øen er ligeglad med din rejseplan eller dit tørre tøj. Den er rå, larmende af lyden fra faldende vand og fuldstændig ligeglad med turisme.

Øens karakter og hvem den passer til

Flores er endestationen. Det er det vestligste punkt på den europæiske tektoniske plade, og det mærkes. Atmosfæren er tung, grøn og lodret. Hvis du leder efter hvide sandstrande og tjenere, der bringer drinks under en parasol, er du gået helt forkert. Denne ø er for folk, der vil vandre, indtil knæene værker, svømme i iskolde bassiner under vandfald og spise det, den lokale tasca har besluttet at lave den morgen.

Hvem den er til: Hardcore vandrere, solorejsende der nyder ensomhed, og alle, der foretrækker en 125cc scooter frem for en turistbus. Hvem der bør springe over: Rejsende, der kræver forudsigeligt vejr, natteliv eller luksusshopping. Hvis du bliver gnaven, når et fly aflyses på grund af tåge, så bliv på fastlandet.

Sæsonens rytme og hvornår man skal rejse

Vejret er chefen her.

Juni til august: Dette er vinduet. Hortensiaerne — som er overalt — står i fuldt blåt flor. Atlanten er rolig nok til, at færgen fra Corvo sejler stabilt.
September til oktober: Min favoritperiode. Mængden af mennesker (hvad der nu er af dem) tynder ud, og vandet er varmest, omkring 22°C. Du vil stadig blive regnet på, men det er en varm regn.
Vinter: Total isolation. Mange guesthouses lukker, og vinden kan nå 100 km/t. Det er råt og ensomt, kun for de virkelig dedikerede.

Uundværlige kyststeder og vartegn

Glem de trimmede udsigtspunkter. Gå efter det rå materiale.

Poço da Alagoinha: Også kendt som Poço das Alagoinhas. Det er en klippevæg med omkring tyve vandfald, der falder ned i en lagune. Lad være med bare at tage et billede og gå; sid der i en time og lyt til vandet.
Fajã Grande: Dette er den vestligste landsby i Europa. Klipperne bag den er massive. Der er et badested for enden af vejen, hvor Atlanten hamrer ind i de sorte vulkanske klipper.
Rocha dos Bordões: Enorme lodrette basaltsøjler, der ligner et gigantisk pibeorgel. Det ligger lige ved hovedvejen, så du behøver ikke engang vandre for at se det.
Poço do Bacalhau: Et 90 meter højt vandfald midt i Fajã Grande. Du kan svømme i bassinet i bunden, men vandet vækker dig hurtigere end en dobbelt espresso.

Færgeruter og adgang

Det er en udfordring at komme hertil, hvilket holder folkemængderne væk.

Fly: SATA Air Açores flyver dagligt fra Ponta Delgada (São Miguel) og Horta (Faial). Det er små fly, og de bliver hurtigt fyldt op. Book flere måneder i forvejen.
Færger: Atlanticoline driver “Yellow Line” om sommeren, som forbinder Flores med Corvo og lejlighedsvis den centrale øgruppe. Vær advaret: overfarten fra Faial til Flores tager omkring 8 til 10 timer, og havet er ofte voldsomt. De fleste flyver.
Dagstur til Corvo: Tag en lille zodiac-båd fra Santa Cruz eller Lajes. Det koster omkring 50 EUR tur/retur og er den eneste måde at se den mindste ø i øgruppen på.

Transport på øen

Stol ikke på bussen. Køreplanen er lavet til skolebørn og lokale, ikke vandrere.

Lejebiler: Der er kun få bureauer (som Autatlantis eller Ilha Verde). Hvis du ikke booker en bil seks måneder i forvejen, får du ingen.
Scootere: Jeg lejede en 125cc scooter for omkring 35 EUR om dagen. Det er den bedste måde at navigere på de smalle, snoede veje, men pas på køerne. De ejer vejen her.
Vandring: Mange stier er lineære. Du bliver nødt til at aftale med en taxa, at de sætter dig af ved starten. En tur fra Fajã Grande tilbage til søerne koster omkring 15-20 EUR.

Her skal du bo

Fajã Grande: Det er her, du vil være. Her er de bedste solnedgange, de mest dramatiske klipper og et par gode spisesteder som Maresia.
Santa Cruz das Flores: Praktisk fordi det er tæt på lufthavnen og det eneste rigtige supermarked. God til den første nat, men den mangler vestkystens drama.
Lajes das Flores: Hovedhavnen. Det er roligt og autentisk, men lidt langt fra de bedste vandrestier.

Lokal gastronomi og aftenens rytme

Det er billigt og uprætentiøst at spise ude.

Hvad man skal spise: Prøv Morcela com inhame (blodpølse med yams) eller den lokale ost, som er skarp og hård. Frisk fisk som Veja (papegøjefisk) er en fast bestanddel.
Pris: Et måltid på en lokal taverna koster mellem 12 og 18 EUR inklusiv vin. En kaffe koster omkring 0,80 EUR.
Natteliv: Ikke-eksisterende. Dit natteliv består i at se solnedgangen i Fajã Grande med en Super Bock-øl fra den lokale snackbar.

Essentielle praktiske overlevelsestips

Kontanter: Hav rigeligt med. Små caféer i landsbyer som Ponta Delgada (den på Flores, ikke São Miguel) tager ikke kort. Der er hæveautomater i Santa Cruz og Lajes.
Forbindelse: 4G er overraskende godt i byerne, men forvent nul signal, så snart du bevæger dig ned i en fajã eller vandrer ind til søerne i det indre af øen.
Vand: Postevandet er sikkert og smager bedre end det, du køber på flaske.
Udstyr: Medbring en regnjakke af høj kvalitet. Ikke en billig poncho — en rigtig Gore-Tex skaljakke. Vejret skifter hvert tiende minut.

Hemmelige smutveje mod overfyldte steder

Overvurderet: Det primære udsigtspunkt ved de syv søer (Sete Lagoas) kan blive overfyldt, når en minibus med turister ruller op. Vent ti minutter; de smutter altid hurtigt igen.
Hemmelig smutvej: Vandr stien fra Ponta Delgada til Fajã Grande (PR1 FLO). Det er en hård tur på 13 km langs de nordlige klipper. Jeg så ikke et eneste andet menneske i fire timer. Man passerer gennem forladte stenhuse og har hele havet for sig selv. Det er det mest isolerede, jeg har følt mig i årevis, og det var perfekt.