Nord for linjen

Photo: Wikimedia Commons

Jeg brugte tre timer på Sæfari-færgen fra Dalvík, mens jeg klamrede mig til rækværket, og Nordatlanten gjorde sit bedste for at kaste min morgenmad i bølgerne. Da Grímseys basaltklinter endelig brød gennem den grå tåge, vidste jeg, at det her ikke var en wellness-weekend. Det er en fem kvadratkilometer stor klippeblok, hvor vinden skriger, og lunderne er i overtal i forhold til mennesker med tusind til én. Her er ingen luksusresorts, bare et lille fiskersamfund, en masse fuglestøj og en linje på jorden, der markerer verdens ende.

Øens karakter og hvem den passer til

Grímsey er rå. Det føles som enden af en lang, kold tøjr. Atmosfæren er domineret af lyden af havet, der hamrer mod klipperne, og havternernes konstante skrig. Det er et sted for folk, der finder ro i isolationen og ikke har noget imod at få saltsprøjt direkte i ansigtet.

Hvem den er til: Vandrere, der vil samle kilometer på dramatiske klinter, fuglekiggere og solorejsende, der vil slippe for turistbusserne på Den Gyldne Cirkel. Hvem der bør springe over: Hvis du har brug for et storcenter, en sandstrand med liggestole eller et udvalg af ti forskellige fusionsrestauranter, vil du hade det her. Der er én butik, én café og en hel del tom plads.

Sæsonens rytme og hvornår man skal besøge

Vinduet for Grímsey er smalt. De fleste dukker op mellem juni og august. Det er her, lunderne ruger, og solen aldrig rigtig går ned. I juni får du midnatssolen, hvilket er praktisk, fordi du kan vandre indtil klokken 02:00 uden at få brug for en pandelampe.

September begynder at blive humørsyg. Lunderne forlader øen i midten af august og tager det største trækplaster med sig. Vinteren er et helt andet bæst. Færgeplanen skærer ned til tre dage om ugen, vinden kan nå orkanstyrke, og mørket er totalt. Medmindre du leder efter ekstrem ensomhed og en chance for at se nordlys over et frosset hav, så hold dig til sommermånederne.

Kystperler og landemærker man skal se

Øens vestside er en mur af basaltsøjler. En gåtur langs klinten fra havnen mod fyrtårnet er den bedste måde at se stedets enorme skala på.

Orbis et Globus: Dette er en ni tons tung stenkugle, der markerer polarcirklens nuværende position. Fordi jorden vipper, bevæger cirklen sig mod nord med omkring 14 meter om året. Du skal vandre til øens nordlige spids for at finde den. Det er en pæn tur, men at stå der og kigge mod Nordpolen giver en tung erkendelse af, hvor langt ude man er.

Fyrtårnet: Beliggende på den sydlige ende står dette knaldorange tårn som en skarp kontrast til det grå hav. Vandreturen dertil er let og tager dig gennem marker med arktiske vilde blomster.

Lundeklinterne: Om sommeren er klipperne bogstaveligt talt dækket af fugle. I modsætning til fastlandet, hvor fugle ofte er sky, er lunderne her relativt afslappede, selvom havternerne er aggressive og vil dyk兇ikke mod dit hoved, hvis du kommer for tæt på deres reder. Bær hat.

Færgeruter og adgang

Du har to reelle valgmuligheder: båden eller et lille fly.

Færgen: Sæfari-færgen afgår fra havnen i Dalvík. Det tager cirka tre timer. Om sommeren sejler den dagligt, men tjek fartplanen hos Vegagerðin, da aflysninger på grund af vejret er almindelige. En returbillet koster omkring 7.000 ISK. Det er en hård overfart; hvis du bliver søsyg, så tag pillerne, før du forlader havnen.

Flyet: Norlandair flyver korte ture fra Akureyri. Det er et hop på 25 minutter i et tomotorers fly. Det er dyrere end båden, men giver en utrolig udsigt over Eyjafjörður.

Transport på øen

Der er ingen biludlejning på Grímsey. Du har ikke brug for en. Øen er kun omkring 5 kilometer lang og 2 kilometer bred. Dine egne to ben er det primære transportmiddel.

Vejen fra havnen til lufthavnen er asfalteret, men alt andet er grus eller fårestier. Hvis du overnatter, møder gæstgiverne normalt færgen med en varevogn for at tage dit bagage, men ellers skal du være forberedt på at gå overalt.

Her skal du bo

Alle bor i eller omkring Sandvík, den eneste landsby.

Gullsól Guesthouse: Et ligefremt, rent sted lige ved havnen. Det er perfekt til budgetrejsende, der bare har brug for en seng og et køkken til at koge noget pasta. Bása Guesthouse: Beliggende nær lufthavnen; det er stille og tilbyder en fantastisk udsigt over klipperne.

Hvis du er naturelsker, er overnatning obligatorisk. Dagsturisterne rejser med eftermiddagsfærgen, og at have øen for sig selv i aftenlyset er der, hvor magien sker.

Lokal gastronomi og aftenrytmer

Forvent ikke en Michelin-stjerne. Den lokale kost er tung på fisk.

Krían: Dette er øens knudepunkt. Det er en lille restaurant/café, hvor du kan få en solid tallerken frisk torsk eller en burger. Priserne er typiske for Island – forvent at betale omkring 3.500 til 4.500 ISK for et hovedmåltid. Butikken: Búðin er den lokale købmand. Den har begrænsede åbningstider og varer, så hvis du planlægger at lave mad selv, så køb dine vigtigste forsyninger i Akureyri eller Dalvík, før du går ombord på færgen.

Postevandet er noget af det reneste, du nogensinde kommer til at drikke. Lad være med at være den turist, der køber kildevand på flaske. Nattelivet består af en øl på caféen eller at se på fuglene fra molen. Der er stille, og det er pointen.

Praktiske overlevelsestips

Kontanter vs. kort: Som i resten af Island er kort konge. Du kan betale for en kop kaffe eller din færgebillet med plastik. Jeg så ikke en eneste person bruge kontanter i hele den tid, jeg var der. Forbindelse: 4G-dækningen er overraskende god over det meste af øen takket være nærheden til fastlandet. Udstyr: Du har brug for en vind- og vandtæt skaljakke, selv i juli. Vejret skifter på ti minutter. Hvis du vandrer, er solide støvler et must, da terrænet er ujævnt og ofte mudret.

Hemmelige flugtveje vs. overfyldte steder

Overvurderet: “Arctic Circle”-skiltet lige ved havnen. Alle står i kø for at tage et billede med det. Det er ikke engang den rigtige cirkel; det er der bare for nemheds skyld. Spring køen over og vandr til den faktiske stenkugle ved nordenden.

Hemmelig flugtvej: De østlige klinter. De fleste turister holder sig til vestsiden nær landsbyen. Hvis du krydser øen til den østlige kant, er terrænet mere barsk, og du vil sandsynligvis være det eneste menneske i syne. Det er det bedste sted at sidde i stilhed og se malemukkerne ride på opvindene. Det føles som om, du har nået kanten af kortet.