Sifnos på to hjul

Photo: Wikimedia Commons

Rampen på Adamantios Korais smalder mod betonen i Kamares med et tungt, metallisk brag, og du rammes med det samme: den der blanding af dieselos og sveden oregano. De fleste hopper af færgen og skynder sig ind i taxaer med aircondition for at blive kørt til et eller andet boutique-hotel. Mig? Jeg leder efter fyren med rækken af støvede 125cc scootere. Sifnos er ikke en ø, man oplever fra bagsædet af en SUV med tonede ruder. Du har brug for vinden i ansigtet, solen på underarmene og vejstøvet under dækkene for overhovedet at mærke stedet.

Øens sjæl

Sifnos er Kykladernes mellemste barn, der faktisk endte med at blive interessant. Den har ikke Mykonos’ ego eller Santorinis voldsomme vertikale drama, men den har noget bedre: en puls, der ikke er blevet kvalt fuldstændigt af turisme. Det er en ø fyldt med pottemagere og vandrere. Du vil se gamle mænd bære bundter af brænde til de fælles ovne og geder, der har mere forkørselsret end dig på bjergvejene.

Dette sted er for folk, der ejer et par velbrugte vandrestøvler og ikke har noget imod en saltkant på huden. Hvis du har brug for en beach club med DJ og en solseng til 30 euro, så gør dig selv en tjeneste og bliv på båden, indtil den rammer Ios. Sifnos er for de rejsende, der vil finde en stille bugt for enden af en grusvej og spise frokost på en taverna, hvor menuen bare er det, ejeren havde lyst til at lave den morgen.

Hvornår du skal ramme stierne

Hvis du kommer her i juli eller august, gør du det forkert. Meltemi-vinden vil forsøge at blæse din scooter af bjergkammene, og varmen gør den bedste del af øen – vandrestierne – uudholdelig. Maj og juni er de perfekte måneder. Bakkerne er stadig grønne, de vilde blomster blomstrer, og du behøver ikke at skubbe nogen væk for at få et billede af et hvidkalket klokketårn.

September holder også hundrede procent. Ægæerhavet har suget sol til sig hele sommeren, så vandet er varmt nok til at dykke i uden at miste vejret, og aftenluften mister det skarpe bid fra midtsommeren. I oktober begynder øen at lukke ned, hvilket er fedt, hvis du er til ensomhed, men det bliver lidt af en mission at finde et åbent sted til en øl.

Bjergkamme og rev

Sifnos Trails er den ægte vare. Vi taler om over hundrede kilometer professionelt afmærkede stier, der følger gamle æselstier. Min favorit er turen fra Apollonia ned til Kastro. Kastro er en middelalderlig fæstningslandsby på toppen af en klippe, og at gå gennem de smalle tunneler føles som at træde tilbage til en tid, hvor man faktisk skulle bekymre sig om pirater. Under landsbyen ligger et lille klippefremspring med et kapel kaldet De Syv Martyrer. Det er ikke en strand, bare en betonplatform og nogle klipper, men at hoppe i det dybe, blå vand, mens saltsprøjtet rammer klipperne, er bedre end nogen sandstrand.

Og så er der Panagia Chryssopigi. Det er et kloster bygget på en klippe, der er skilt fra fastlandet. Spring det indre over, hvis der er proppet, og søg mod klippeafsatserne i nærheden. Vandet der er klart som gin. Hvis du vil have en ordentlig stranddag uden alt det pjat, så kør din knallert nordpå til Vroulidia. Vejen er stejl og fuld af løst grus – lad være med at give mig skylden, hvis du vælter – men belønningen er en stenstrand og et lille skur, der serverer kolde Fix-øl og stegte blæksprutter.

Sådan kommer du dertil

Du ankommer via vandet. Der er ingen lufthavn, hvilket er præcis grunden til, at øen ikke er blevet ødelagt endnu. Hurtigfærgerne fra Piræus tager omkring to til tre timer, men de er dyre og føles som at sidde i et fly, der flyder. Tag den almindelige færge, hvis du har tid. Den er billigere, du kan stå på dækket og kigge efter delfiner, og du får den langsomme, dramatiske indsejling til havnen, der gør, at du føler, du rent faktisk er rejst et sted hen.

Transport på øen

Lej en scooter. En bil er en hovedpine i de smalle gader i Apollonia og Artemonas, og bussen er fin nok, hvis du kan lide at vente i solen sammen med halvtreds andre svedige turister. En 125cc kværn giver dig friheden til at holde ind, hver gang du ser en sti eller en udsigt, der er værd at stoppe for. Pas bare på gruset i svingene; vejene er generelt gode, men den lokale kørestil er kreativ. Parkering er gratis og nemt for cykler næsten overalt.

Her skal du bo

Apollonia er omdrejningspunktet. Det er her, Steno ligger – den smalle hovedgade fyldt med barer og butikker. Det er fedt om aftenen, men der kan være larm. Jeg foretrækker at bo i Artemonas. Det er kun ti minutters gang fra Apollonia, men føles som en helt anden verden. Den er fyldt med gamle neoklassiske palæer og stille pladser, hvor den eneste lyd er vinden i træerne. Hvis du vil vågne til lyden af vandet, så find et værelse i Faros. Det er en afslappet fiskerby med tre små strande og en håndfuld tavernaer, der ikke prøver for hårdt.

Kikærter og lerkrukker

Sifnos er de græske øers kulinariske sværvægter. De er berømte for Revithada, en kikærtestuvning, der langtidstilberedes i en lerkrukke i en brændefyret ovn i omkring femten timer. De starter normalt lørdag aften til søndagsfrokosten. Det er simpelt, tungt og fantastisk.

Til middag skal du gå efter Mastelo – lam tilberedt med rødvin og dild. Undgå alle steder med billeder af maden på et skilt udenfor. Gå derhen, hvor de lokale sidder. Du bør kunne få et solidt måltid med vin for omkring tyve euro, hvis du ikke bestiller hummer. Vandet i hanen kan teknisk set drikkes, men det smager som en saltmine, så de fleste holder sig til de store flasker fra minimarkedet.

Praktisk overlevelse

Kontanter er stadig konge i de mindre tavernaer og til leje af knallerter, selvom de fleste steder i Apollonia tager kort nu. Der er hæveautomater på havnen og i hovedbyen, så gå ikke i panik. Mobilsignalet er overraskende godt – jeg har haft 5G på toppen af nogle ret øde bjergkamme – men stol ikke på det til navigation. Download offlinekort eller køb et fysisk vandrekort i butikken i Kamares.

Virkelighedstjekket

Spring Platys Gialos over i højsommeren. Det er den største strand på øen, og den bliver pakket med børnefamilier og overprisede solsenge. Den mister den rå Sifnos-kant. Tag i stedet den lange, snoede vej til Heronissos på nordspidsen. Det er en lille fiskeri-forpost, der føles som verdens ende. Der er en lille strand, et par både, der vipper i vandet, og en taverna, hvor fisken sandsynligvis svømmede rundt to timer før, den landede på din tallerken. Det er det ægte Sifnos. Ingen filter, ingen dikkedarer, bare klipper, hav og salt.