Paxi uden luksusyachter

Photo: Wikimedia Commons

Jeg trådte af færgen i Gaios og fik med det samme ansigtet fuldt af dieselos og salt. Det er en lille klippeø, helt ærligt – kun femogtyve kvadratkilometer med ældgamle oliventræer og takket kalksten. De fleste kommer her på bådture med hvide duge fra Korfu, men hvis du snupper en ramponeret scooter og sætter kurs mod vestkysten, kan du lægge hørskjorte-folket bag dig på ti minutter. Luften lugter af vild timian og solbagte gedestier, og jorden består mest af løse skærver, der flår dine klipklappere midt over, hvis du ikke passer på. Det her er ikke stedet for trimmede sandstrande; det er et sted for dybt vand, skarpe klipper og den slags stilhed, der kun afbrydes af et fjernt æsel, der skryder.

Olivenlunde og kalkstensklipper

Paxi har en mærkelig dobbeltidentitet. Nede ved vandet i de tre hovedbyer handler det hele om italiensk indflydelse og dyre sejlbåde. Men bevæg dig en halv kilometer ind i landet, og du er i en anden verden af smuldrende stenmure og krogede træer, der har stået her, siden venetianerne styrede showet. Det passer perfekt til solorejsende, der ikke har noget imod at få sved på panden for at finde en bugt. Hvis du har brug for en strandklub med DJ og sushimenu, så bliv på fastlandet. Den her ø er for folk, der vil bruge formiddagen på at vandre gennem en skov af sølvfarvede blade og eftermiddagen på at springe ud fra en klippe i vand, der er så klart, at det ligner glas.

Det helt rigtige tidspunkt på året

Du skal ikke engang overveje at dukke op i august, medmindre du nyder at sidde fast i en menneskelig trafikprop. Øen er for lille til at håndtere sommerens højdepunkt. Maj og juni er vinderne – de vilde blomster blomstrer stadig, stierne er ikke groet til endnu, og de lokale har ikke nået deres bristepunkt med turister. September er også solid; Det Ioniske Hav er endelig varmt nok til, at du ikke gispende snapper efter vejret, når du hopper i, og aftenbrisen begynder at tage toppen af varmen. Vintrene er helt stille, fugtige og går mest ud på at se regnen ramme olivenlundene, hvilket har sin egen charme, hvis man skriver en bog, men det sutter, hvis man vil svømme.

Høje klipper og dybblå huller

Vestkysten er der, hvor dramaet for alvor udspiller sig. Erimitis er det store navn her – en massiv hvid klippevæg, der ser ud som om, den er blevet hugget af med en økse af en kæmpe. Der var et jordskred tilbage i 2008, som skabte en ny strand dernede, og turen ned er en seriøs knæ-smadrer, men vandet har en intens, elektrisk blå farve, der føles næsten kunstig.

Og så er der Tripitos Arch. Du skal navigere gennem nogle virkelig støvede gedestier for at finde den. Det er en naturlig stenbro, der tårner sig op over havet. Du kan gå over den, hvis du ikke lider af højdeskræk, men det rigtige træk er at kigge på den fra klipperne i nærheden med en billig øl i hånden. For at prøve noget andet kan du tage den ti minutter lange bådtur til Antipaxos. Spring den første strand over, hvor de store turbåde dumper alle, og gå over bakken til de mindre bugter. Sandet er hvidere end dine tænder, og vandet er lavvandet og varmt.

Sådan kommer du dertil uden privatfly

Du kommer sandsynligvis via Korfu. Fra havnen i Korfu har du to valg: vandflyveren (Flying Dolphin), som får dig dertil på en time, men som føles som at sidde i en blikdåse, eller “Kamelia” linjerne, som er lidt mere afslappede. Hvis du kommer fra det græske fastland, er færgen fra Igoumenitsa vejen frem. Den er langsommere, billigere, og du får lov til at stå på dækket og se kystlinjen ændre sig. Der er ingen lufthavn på Paxi, hvilket er præcis grunden til, at den ikke er blevet fuldstændig ødelagt endnu.

To hjul er godt fire hjul er skidt

Lad være med at leje en bil her. Vejene er i bund og grund asfalterede gedestier, og parkering i Gaios eller Lakka er et mareridt, der vil ødelægge din dag. Lej en 125cc scooter. Den er billig, bruger næsten intet brændstof, og du kan parkere den inde i buskene ved starten af enhver vandresti. Pas bare på gruset i svingene – den lokale buschauffør sætter ikke farten ned for nogen, og lejebikes har normalt dæk, der har set bedre dage. Hvis du er i god form, fungerer en mountainbike, men bakkerne er ingen joke, og solen vil bage dig levende inden middag.

Her skal du smide din rygsæk

Gaios er knudepunktet. Det er her færgerne lægger til, og hvor der sker mest. Det er fint nok, men der er larm. Lakka, mod nord, ligger i en hesteskoformet bugt og ligner et postkort, mest befolket af sejlerfolket. Hvis du spørger mig, er Loggos stedet. Det er den mindste af de tre, centreret omkring en lille havn med en gammel sæbefabrik i den ene ende. Det føles mere som en fungerende landsby og mindre som en kulisse. Hvis du vil have total stilhed, så find et værelse i en lille landsby inde i landet som Magazia. Du vil være omgivet af gamle mænd, der spiller backgammon, og lyden af cikader, og du er stadig kun ti minutter på scooter fra havet.

Blæksprutter og lokal eddike

Mad er simpel og tung på olivenolien. Paxi producerer noget af det bedste olie i landet, og de putter det på alt. Led efter de taverner, der ikke har billeder af maden på et skilt udenfor. Prøv bourdetto – en krydret fiskestuvning – eller hvad som helst med blæksprutte.

Undgå bordene i første række ved havnene, hvis du er på budget. Gå to gyder tilbage, og du finder de steder, hvor de lokale spiser til den halve pris. Vandet i hanen er teknisk set okay til at børste tænder i, men det er mest afsaltet havvand og smager som en swimmingpool. Køb de store dunke med mineralvand i supermarkedet. Nattelivet handler ikke om klubber; det handler om at sidde på en bar ved vandet i Loggos og drikke Ouzo, indtil stjernerne kommer frem.

Praktisk overlevelse

Kontanter er stadig konge. De større restauranter i Gaios tager kort, men den lille taverna i bakkerne eller manden, der udlejer en båd til dig, vil have Euro. Der er hæveautomater i de største byer, men de løber indimellem tør for kontanter i forlængede weekender, så hav en reserve på dig.

Mobilsignalet er overraskende godt over det meste af øen, selvom det kan blive svingende, når du er nede i de dybe kalkstensbugter på vestkysten. Hvis du kommer fra et land uden for EU, så snup et lokalt SIM-kort på Korfu, før du krydser over; det er billigere end roaming. De fleste butikker lukker et par timer om eftermiddagen til siesta – lad være med at være den person, der banker på en låst dør klokken 15:00.

Undslip folkemængderne

De “Blå Grotter” på vestkysten er spektakulære, men hver eneste turbåd fra Korfu og Parga stopper der. Hvis du vil se dem, så lej din egen lille motorbåd om morgenen og vær der før klokken 10:00. Du behøver ikke kørekort til de små motorer, og det er den eneste måde at se kystlinjen på dine egne præmisser.

For at få en ægte flugt skal du søge mod midten af øen og lede efter de gamle stencisterner. Det er massive, håndhuggede vandlagringssystemer fra århundreder siden. Ingen tager dertil. Du kan sidde på kanten af en stenmur, kigge ud over Det Ioniske Hav og ikke høre en eneste motor eller menneskestemme. Det er det ægte Paxi – det, der findes under overfladen af den smarte destination for luksusyachter.