Til fods langs Kouphonisias kyst

Jeg trådte af færgen og fik med det samme lungerne fulde af dieselos blandet med skarp saltsprøjt. Vinden på molen i Pano Kouphonisi tager ikke fanger. Det er en lille stump kalksten i Kykladerne, som alle forsøger at sælge som et glansbillede, men virkeligheden er langt bedre. Det er et sted, hvor dit hår forbliver filtret af kulingen, dine skinneben bliver dækket af fint hvidt støv, og du bruger dine eftermiddage på at overveje, om en tredje karaffel kold husets vin er i overkanten. Det er det ikke. Dette er ikke en ø for resort-segmentet; det er for folk, der vil skrubbe storbyen af huden i Ægæerhavet og ikke har noget imod lidt grus under neglene.

En lille klippe til det langsomme tempo

Kouphonisi består i bund og grund af to øer: Pano (Øvre) og Kato (Nedre). Det meste af livet foregår på Pano, som er så lille, at du kan gå på tværs af det hele på omkring fyrre minutter, hvis du har fart på. Stemningen er rå og uprætentiøs. Du finder ikke eksklusive storcentre eller rækker af designerbutikker her. I stedet får du hvidkalkede gyder, solblegede fiskenet og en masse mennesker, der vandrer rundt i intet andet end saltindsmurte badebukser.

Denne ø passer perfekt til solo-backpackeren, der kan lide at bevæge sig langsomt. Den er til vandreren, der foretrækker en kystnær gedesti frem for en asfalteret vej, og til svømmeren, der vil springe ud fra en klippe i vand, der er så klart, at det ligner glas. Hvis du leder efter en lobby med marmorgulv, en portier til at parkere din bil eller en vild klubscene, så gør dig selv en tjeneste og bliv på båden, indtil den rammer Ios eller Mykonos. Du vil kede dig ihjel her, og de lokale foretrækker alligevel freden.

Vind og solcyklusser

Timing er alt i de Små Kyklader. Hvis du dukker op i august, kommer du til at kæmpe om hver eneste kvadratcentimeter sand med halvdelen af Athen og Italien. Øen føles trang, tavernaerne bliver stressede, og priserne for et helt enkelt værelse eksploderer.

Det ideelle tidspunkt er juni eller september. I juni er dagene lange, vandet er endelig ved at slippe vinterens kulde, og bakkerne er endnu ikke blevet brændt helt brune. September er endnu bedre; havet er varmt nok til, at man kan blive i det i timevis, og højsæsonens hektiske energi er fordampet. Pas på Meltemi-vinden i juli og august. Disse nordlige kulingvinde kan forvandle en rolig strand til et sandblæsningskammer. Når Meltemien blæser, holder man sig til de sydvendte bugter eller forbereder sig på at spise en masse støv.

Kystvandringen til Pori

Det bedste, man kan gøre på Kouphonisi, er også det billigste: Gå langs den sydlige kystlinje. Start ved havnen og hold bare havet på din højre side. Du vil passere en række små bugter som Finikas og Fanos. De er fine nok, men bliv ved med at gå. Den ægte magi sker, når stien bliver mere rå.

Du rammer til sidst Italida, en sandstrækning hvor tøj er meget valgfrit, og vandet har en nuance af turkis, der ser kunstig ud. Længere fremme finder du Djævelens Øje, et naturligt klippebassin, hvor havet skyller ind gennem en underjordisk tunnel. Det er et fantastisk sted at sidde og betragte vandets kraft, forudsat at bølgerne ikke er for høje. Stien ender ved Pori, en massiv hesteskoformet bugt med dybt vand og et par afslappede caféer. Det er en lang tur tilbage i mørket, så tag en pandelampe med eller planlæg din retur med solnedgangen.

Sådan kommer du dertil uden drama

Der er ingen lufthavn på Kouphonisi, hvilket er dens redning. De fleste flyver til Athen og tager en færge fra Piræus. Hurtigbådene bringer dig dertil på omkring fem timer, men de er dyre og føles som at sidde i en flydende metaldåse. Hvis du har tid, så tag Blue Star. Den er langsommere, billigere, og du kan rent faktisk stå på dækket og se øerne glide forbi.

En anden solid mulighed er at flyve til Naxos og fange Express Skopelitis. Denne legendariske lille færge er de Små Kykladers livline. Den er gammel, den lugter af grillet souvlaki og maskinolie, og den kaster sig rundt i hård sø, men det er den mest autentiske måde at ankomme på. Forvent bare ikke en rolig tur, hvis vinden er oppe.

Glem alt om lejebil

Du har ikke brug for en bil her. Faktisk er det bare en massiv hovedpine. Vejene er smalle, parkering er et mareridt, og der er ingen steder, du ikke kan nå til fods. Hvis du føler dig doven eller bærer på en tung rygsæk, er der cykler til leje nær havnen. De er gode til at komme hurtigt til Pori, men kyststien er ofte for stenet til hjul.

Der kører også en lille grøn bus, der fragter folk mellem landsbyen og Pori, samt en vandtaxa, der afgår fra havnen hver time. Vandtaxaen er en fantastisk måde at se kystlinjen fra et andet perspektiv, især hvis du vil over til Kato Kouphonisi for en dag.

Her smider du din rygsæk

Chora er den eneste rigtige landsby på øen, og det er her, du bør bo. Alt stråler ud fra havnen. For budgetrejsende er der masser af værelser til leje (kig efter skilte med ‘Rooms to Let’), som dybest set bare er en seng, en blæser og en balkon. Det er alt, hvad du behøver. Hvis du vil væk fra aftenstøjen, så kig efter steder i udkanten af landsbyen i retning mod Finikas. Du får bedre stjerner og mindre snak fra de sene taverna-gæster.

Raki og grillet blæksprutte

Maden her handler om enkelhed. Led ikke efter fusionsmenuer eller molekylær gastronomi. Gå på de tavernaer, hvor bordene er dækket med papirduge, og vinen kommer i literkarafler. Fisk og skaldyr er stjernen, selvfølgelig. Grillet blæksprutte, stegte blæksprutteringe og friske salater er hovedingredienserne.

Priserne er rimelige sammenlignet med de større øer, men de er begyndt at snige sig opad. Et solidt måltid med vin vil normalt koste omkring tyve til tredive euro. Vandet i hanen kan teknisk set drikkes, men smager kraftigt af mineraler og salt; de fleste holder sig til flaskevand eller de offentlige haner, hvis de har et godt filter. Om natten vågner landsbyens centrum. Det er ikke en klubscene, bare folk der sidder uden for barer med et glas raki eller en kold øl og ser verden gå forbi.

Det mest nødvendige for at overleve

Kontanter plejede at være den eneste vej frem, men de fleste tavernaer og butikker tager nu kort. Når det er sagt, har øens eneste hæveautomat for vane at løbe tør for penge eller gå i stykker i de lange weekender, så hav altid halvtreds euro gemt i tasken til nødstilfælde.

Mobilforbindelsen er overraskende god over hele øen, selvom den kan dykke, når man befinder sig i de dybere bugter. Der er en lille lægeklinik i landsbyen til mindre problemer, men ved alt alvorligt skal man med båd til Naxos. Butikker lukker generelt i eftermiddagsvarmen (kl. 14 til 18), så køb dine forsyninger tidligt.

Slip væk fra Instagram-mængden

Hovedstranden i Chora er fin til en hurtig dukkert, men den bliver proppet i det øjeblik, en færge læsser af. Hvis du vil have ægte isolation, så tag vandtaxaen over til Kato Kouphonisi. Den er ubeboet bortset fra nogle få sæsonbestemte campister og en enkelt, legendarisk taverna ved navn Venetsanos.

Når du lander ved molen på Kato, så begynd at gå. Der er ingen asfalterede veje og ingen butikker. Følg stierne til Nero-stranden. Det er en lang, vild kyststrækning, hvor du kan tilbringe hele dagen uden at se mere end en håndfuld mennesker. Husk bare at medbringe rigeligt med vand og solcreme; der er absolut ingen skygge, og solen på den hvide klippe vil stege dig hurtigere, end du tror. Det er råt, det er stille, og det er præcis derfor, folk som jeg bliver ved med at vende tilbage til dette hjørne af Ægæerhavet.